Vælg en side

Vedtægter for Løgstør Golfklub vedtaget den 7.3 og 20.3.2024

 1.

Klubbens navn er LØGSTØR GOLFKLUB og dens hjemsted er Vesthimmerlands Kommune,

Det er Løgstør Golfklubs formål at skabe gode muligheder for, at medlemmerne kan dyrke golf og med udgangspunkt i fællesskabet og det sociale liv i klubben udbrede og fremme interessen for og kendskabet til golfsporten. Klubben skal leje eller — selvstændigt eller gennem samarbejde med tredjemand – drive en golfbane og i den forbindelse organisere de idrætslige aktiviteter, så klubbens medlemmer kan udøve golf spillet under de bedst mulige forhold.

Klubbens idegrundlag er at skabe et venligt, gæstfrit, behageligt og socialt miljø hvori klubbens medlemmer kan dyrke golf spillet.

Klubben skal være medlem af Dansk Golf Union.

Klubben kan eje fast ejendom samt golfbaneanlæg, der er opbygget på lejet grund.

Klubben kan desuden oprette en særskilt “Krolfklub” som “Klub i klubben” med egne vedtægter.

  • 2.

Kun personer kan optages som medlem. Kun aktive medlemmer har ret til at spille på banen, bortset fra på Krolf og Pay & Play banen.

Indmeldelse sker skriftligt til bestyrelsen, som periodevis kan begrænse tilgangen af aktive medlemmer af kapacitetshensyn. I så fald føres en tidsprioriteret venteliste.

  • 3.

Kontingentets størrelse fastsættes af generalforsamlingen efter indstilling fra bestyrelsen og omfatter følgende medlemskategorier:

  1.  
  2. Fleksmedlem (medlemskab med begrænsede rettigheder)
  3. Junior til og med det kalenderår, man fylder 10 år som er barn af et fuldt betalende seniormedlem, og uden gratis trænersupport
  4. Junior til og med det kalenderår, man fylder 20 år. med DGU kort
  5. Junior til og med det kalenderår, man fylder 20 år. uden DGU kort
  6. Ungdomsmedlem til og med det kalenderår, man fylder 25 år, eller er studerende.
  7. Passive medlem.
  8. Langdistance medlem. (Medlem af anden Dansk Klub)
  9. Årskort (Korthulsbane/Pay & Play Bane).
  10.  
  11. Husstandsmedlemsskab Korthulsbane (Pay & Play Bane).
  12. Årskort naboklub

Bestyrelsen kan indstille til generalforsamlingens godkendelse, at kontingentet opkræves halvarsvis eller månedsvis.

De af medlemmerne betalte indskud kan ikke forlanges tilbagebetalt.

Kontingenter opkræves ved bestyrelsens foranstaltning.

Kontingentrestance ud over 30 dage medfører eksklusion, medmindre bestyrelsen finder rimeligt grundlag til at dispensere herfra. Genoptagelse af medlemskab kan først ske, når hele restancen er betalt af den ekskluderede.

Udmeldelse og overgang fra aktiv til fleksmedlem eller passivt medlemskab kan kun ske skriftligt senest pr. 30. november med virkning fra nærmeste 1. januar. I tilfælde af medlemmets ønske om tilbagevenden til aktiv status, kan dette ske uden om eventuel venteliste.

  • 4.

Bestyrelsen er bemyndiget til at kunne bevillige orlov, til medlemmer af Løgstør Golf klub efter følgende regler:

Der kan bevilliges orlov, når et medlem i en længere periode (over 60 dage) er sygemeldt, eller skal eller har gennemført en operation og/eller genoptræningsforløb der gør, at medlemmet på grund heraf ikke kan spille og eller træne i Løgstør Golfklub.

Bestyrelsen får mulighed for at bevillige 3 — 6 mdr. orlov. En orlov kan max. forlænges en gang.

Hvis bestyrelsen bevilliger orlov, skal kontingent for igangværende periode betales, men medlemmet vil i det efterfølgende år blive godskrevet for orlovsperioden for de hele måneder, som et medlem har haft orlov.

Et medlem kan til enhver tid meddele, at vedkommende nu ikke længere ønsker orlov.

Man godskrives kontingent efter følgende regler.: januar, februar, marts, november og december godskrives med 5% pr. mdr. For april, maj, juni, juli, august, september og oktober godskrives med 10% pr. mdr.

Der må ikke trænes eller spilles på banen i orlovsperioden.

Bestyrelsen kan kræve dokumentation for et medlems ønske om orlov herunder kræve, at medlemmet fremskaffer og bekoster lægeerklæring.

Tilsvarende er bestyrelsen bemyndiget til at kunne bevillige refusion for betalt kontingent, ved et medlems død, der kan efter ansøgning, tilbagebetales en andel af indeværende års klubkontingentet til afdødes bo, beregnet fra dødsdagen og medlemsåret ud. Refusionen beregnes med den procentsats pr. måned, der er anført under “bevilliget orlov til medlem

  • 5.

Klubbens øverste myndighed er generalforsamlingen.

Ordinær generalforsamling afholdes i Vesthimmerlands Kommune hvert år senest 10. marts.

Indkaldelse skal ske skriftligt eller ved opslag på klubbens hjemmeside og opslag i klubhuset, annonce i klubbladet eller elektronisk via e-mail med mindst 14 dages varsel med angivelse af dagsorden i henhold til vedtægterne.

Generalforsamlingen ledes af en af forsamlingen uden for bestyrelsen valgt dirigent.

Stemmeberettigede er kun aktive medlemmer af Golfklubben, som ifølge dansk lov er personligt myndige, med hver en stemme. Der kan stemmes ved fuldmagt, dog max 2 fuldmagter pr. medlem.

Krolfklubben har 1 stemme pr. klub, der tilfalder den til enhver tid værende formand for Krolfklubben eller et krolfklubmedlem med fuldmagt fra Krolfklubbens formand.

Beslutninger træffes ved almindeligt stemmeflertal. Beslutning om Klubbens opløsning eller ændring af vedtægterne, kræver dog, at mindst 2/3 af alle stemmeberettigede medlemmer er repræsenteret på generalforsamlingen og at mindst 2/3 af de repræsenterede stemmeberettigede medlemmer stemmer for forslaget.

Hvis 2/3 af de stemmeberettigede medlemmer ikke er repræsenteret på generalforsamlingen, men forslaget dog er vedtaget af 2/3 af de repræsenterede stemmeberettigede medlemmer, skal

bestyrelsen skriftligt med mindst 8 dages varsel indkalde til en ny generalforsamling, der skal afholdes inden 4 uger efter den første generalforsamling. Forslaget kan da vedtages af 2/3 af de repræsenterede stemmeberettigede medlemmer, uanset disses antal.

På ethvert stemmeberettiget medlems forlangende skal der afholdes skriftlig afstemning.

Ved valg af bestyrelsesmedlemmer og revisor skal der i tilfælde af kampvalg anvendes skriftlig afstemning efter følgende afstemningsmetode: Der stemmes om samtlige ledige poster på en gang. Hvert stemmeberettiget medlem kan stemme på højst det antal kandidater, der skal vælges og kun med en stemme på hver kandidat. Ved stemmelighed skal omvalg straks afholdes efter samme regler mellem kandidaterne med lige stemmetal, hvis der stadig er ubesatte poster.

Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når bestyrelsen bestemmer det, eller når mindst 1/4 af de stemmeberettigede medlemmer fremsætter skriftlig begæring herom til bestyrelsen med angivelse af de forslag, der ønskes behandlet.

Den ekstraordinære generalforsamling skal afholdes inden 4 uger efter begæringens modtagelse, og indkaldelse skal ske med mindst 8 dages varsel på samme måde som indkaldelse til ordinær generalforsamling.

Over forhandlingerne på generalforsamlingen føres en protokol, som underskrives af dirigenten.

  • 6.

Dagsorden for den ordinære generalforsamling er følgende:

  1. Valg af dirigent.
  2. Beretning om klubbens virksomhed i det forløbne år.
  3. Fremlæggelse af det reviderede regnskab til godkendelse.
  4. Forelæggelse af budget og fastlæggelse af medlemskontingenter og indskud.
  5. Forslag fra bestyrelsen.
  6. Forslag fra medlemmerne.
  7. Valg af bestyrelsesmedlemmer.
  8. Valg af bestyrelsestraineer
  9. Valg af revisor.
  10. Eventuelt.

Forslag fra medlemmerne skal, for at kunne behandles på en ordinær generalforsamling, være indgivet skriftligt til bestyrelsen senest den 10. februar. Forslag fra medlemmerne og fra bestyrelsen skal omtales i indkaldelsen til generalforsamlingen.

  • 7.

Bestyrelsen består af 4 – 7 medlemmer, som vælges for 2 år ad gangen, idet halvdelen af bestyrelsen afgår i lige år, medens den anden halvdel af bestyrelsen afgår i ulige år. Genvalg kan finde sted.

Herudover vælges til bestyrelsen 1-2 bestyrelsestraineer, der vælges for 1 år ad gangen. Bestyrelsestraineer kan genvælges.

Valgbar til bestyrelsen er ethvert stemmeberettiget medlem.

I tilfælde af at et bestyrelsesmedlem afgår i sin valgperiode, indtræder bestyrelsestraineer indtil næste ordinære generalforsamling, hvor der vælges et nyt medlem til bestyrelsen for resten af det afgåede medlems funktionsperiode.

  • 8.

Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand, næstformand, sekretær og kasserer og fastsætter selv sin forretningsorden.

Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af dens medlemmer et tilstede.

Bestyrelsen træffer sine beslutninger ved simpel stemmeflerhed. I tilfælde stemmelighed er formandens stemme afgørende.

Over bestyrelsens forhandlinger føres en protokol.

  • 9.

Bestyrelsen har den daglige ledelse af klubben og træffer med bindende virkning beslutninger i klubbens anliggender.

Klubben tegnes af formanden og næstformanden i forening med et bestyrelsesmedlem.

Bestyrelsen kan ansætte lønnet personale og meddele specialfuldmagter.

Optagelse af lån der overstiger kr. 500.000 samt køb, salg og pantsætning af fast ejendom kræver godkendelse af en generalforsamling.

For de af bestyrelsen på klubbens vegne indgåede forpligtelser hæfter alene klubbens formue.

  • 10.

Bestyrelsen nedsætter de udvalg, der efter bestyrelsens eller generalforsamlingens opfattelse er behov for, herunder et baneudvalg, et turneringsudvalg, et juniorudvalg, et handicap udvalg og et informations- og Pr-udvalg.

Bestyrelsen udpeger udvalgsformændene. Bestyrelsen skal godkende udvalgenes øvrige medlemmer. Bestyrelsen fastsætter udvalgenes opgaver og kompetence og giver retningslinjer for udvalgsarbejdet.

  • 11.

Klubbens regnskabsår går fra 1. januar til 31. december.

Det reviderede regnskab fremlægges i klubhuset senest 8. dage før den ordinære generalforsamling.

  • 12.

For golf spillet i klubben gælder de af The Royal & Ancient Golf Club of St. Andrews fastsatte regler, samt de af bestyrelsen med Dansk Golf Unions godkendelse fastsatte lokale regler.

Fastsættelse af medlemmernes handicap skal ske i henhold til Dansk Golf Unions handicapsystem, og tildeling af handicapslag i handicapturneringer og handicapmatcher sker i henhold til det af DGU fastsatte slopesystem.

Klubben respekterer DGU ‘s regler for frit spil for ihændehavere af DGU-kort.

Bestyrelsen fastsætter i øvrigt de bestemmelser, som findes nødvendige af hensyn til spillets afvikling og ordenens opretholdelse inden for klubbens område. Overtrædelse af disse bestemmelser kan af bestyrelsen straffes med karantæne eller i gentagne eller grove tilfælde med udelukkelse (eksklusion) fra klubben. Bestyrelsens afgørelse herom kan af medlemmet indbringes for Dansk Golf Unions Amatør- og Ordensudvalg. Afgørelse af eksklusion kan medlemmet desuden kræve forelagt en generalforsamling. Indbringelse for generalforsamling har dog ikke opsættende virkning.

  • 13

Disciplinær straf

Opfylder medlemmet ikke sine medlemsforpligtelser, kan bestyrelsen straffe vedkommende med advarsel, karantæne eller i gentagne eller grove tilfælde med udelukkelse (eksklusion) fra klubben,

Et medlem kan midlertidig udelukkes eller ekskluderes af bestyrelsen, hvis vedkommende handler til skade for klubben.

Bestyrelsens afgørelse om eksklusion kan af medlemmet kræves forelagt og afgjort på førstkommende generalforsamling. Indbringelse for generalforsamling har dog ikke opsættende virkning.

Alle afgørelser kan af medlemmet desuden kræves indbragt for Dansk Golf Unions Amatør- og Ordensudvalg inden 4 uger efter, at forholdet er begået eller at parten er blevet bekendt med den afgørelse, der klages over.

  • 14.

I tilfælde af klubbens opløsning, vedtaget i henhold til § 5 træffer generalforsamlingen ved simpelt stemmeflertal bestemmelse om den nærmere fremgangsmåde ved opløsningen, herunder afviklingen af klubbens formueforhold.

Eventuelt overskud ved afviklingen tilfalder frivilligt ungdomsarbejde i Løgstør.

 

Således vedtaget på generalforsamlinger: ordinær 30.03.2004, ekstraordinære 29.05.2008 og 11.02.2009, ordinær 15.11.2009, ekstraordinære 16.12.2009, 10.12.2011, 15.12.2012 og 20.12.2014, ordinær 30.03.2017 og ekstraordinær 26.04.2017. Ordinære 8.3.2023 og ekstraordinær 23.3.2023.

Ændret ved ordinær generalforsamling den 07.03.2024 og endeligt vedtaget på ekstraordinær generalforsamling den 20.3.2024.

Løgstør, den 20.3.2024.

Dirigent – Mogens Holm Jespersen

Du kan udskrive en kopi af Vedtægter på dette link: Vedtægter 20.3.2024